Henriette

Det var en forårsaften i København. Jeg var heldig med parkeringspladsen lige ved Sankt Hans Torv og fandt nemt vej gennem baggårde og porte hen til organisationen Børneliv på 2. sal i nr. 12C. Jeg havde sagt ja til at tale med bestyrelsen om organisationens kommunikation.

Min tilgang er næsten altid den samme, når jeg møder en ny organisation, der gerne vil arbejde strategisk med deres kommunikation. Det vigtigste er at blive enige om, hvor står vi lige nu, og hvor skal vi hen i morgen. Er det først på plads, så går resten som regel godt.

Tillid forpligter. De der kan vinde folks tillid bør bidrage til fællesskabet og sammenhængskraften. Næste år peger pilen ikke mindst på topcheferne.

Ifølge Edelmanns Trust Barometer for 2021 er den globale tillid til regeringer og pressen faldet markant i kølvandet på pandemien. Til gengæld er tilliden til private virksomheder højere og tilliden til egen arbejdsgiver stabil eller stigende i 18 ud af 27 landet. Om det en til en passer på Danmark, skal jeg ikke kunne sige. Men mon ikke vi har en rem af huden, og under alle omstændigheder er det skidt for verden.

I mange år levede jeg trygt med en opfattelse af, at folk sagde hvad de mente, mente det de sagde, og i bund og grund ville mig det godt. Det var en dejlig tid. Så begyndte voksenlivet. Karrieren tog fart, jeg steg i graderne, fik mere ansvar, ledelsesansvar, ledelseskollegaer og til sidst direktørkollegaer. Det var sådan set også en dejlig tid. Men med årene gik det op for mig, at tillid er en mangelvare i rigtig mange institutioner og virksomheder. Der er ikke voldsomt mange steder med en ledelseskultur, hvor man oprigtigt vil hinanden som lederteam, siger hvad man mener, og holder hinanden op på det man siger.