Netop hjemkommet fra Malaga, med en glad solbrændt familie og min racercykel i en kæmpekuffert, fik jeg en sms fra min mor på snart 81. ”Ring lige” stod der. Jeg vidste instinktivt, at noget ikke var, som det skulle være. Det viste sig at være rigtigt. Min far på 85 var faldet på cyklen og havde slået sin venstre side blå og gul. De var til undersøgelse på hospitalet. Heldigvis havde han haft hjelm på og han blev sendt hjem med 3 forskellige slags smertestillende og besked om at holde sig i ro i 14 dage.
Det var efter omstændighederne gode nyheder, men det bliver hårdt for min far ikke at være i gang. Hver morgen begynder han og min mor dagen med gymnastik på stuegulvet. Min far, som er ældst, er ikke så godt gående længere, men cykle kan han og cykle gør han. Hver dag næsten uanset vejret kører han sig en tur. Blæser det for meget tager han el-cyklen. Min mor går tur. 1-2 timer hver dag med sine to stave. Selvfølgelig er der noget de ikke kan. Men det de kan, gør de, og de nyder det.
Selv er jeg blevet meget bevidst om min førlighed de sidste 5 år. Ja, jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at jeg er blevet førlighedsgrisk. Jeg har en stærk stigende trang til at være i bevægelse, kunne bevæge mig. Da jeg var barn, dyrkede jeg alt, hvad man kunne af sportsgrene i Skive og omegn. Aldrig på noget højt eliteniveau, bare altid. Senere faldt aktivitetsniveauet, men det at kunne løbe, vandre, cykle, stå på ski var noget jeg tog for givet. Jeg havde en god grundform. Sådan var det i mange år. Sådan er det ikke helt længere.
Ikke, at jeg helt har erkendt det. Indeni føler jeg mig ofte som en ung kvinde på 19, der kan klare det hele.
Tilbage til cyklen og bjergene i Andalusien. En påske med fantastiske ruter, høj sol, 30 grader og et smukt upoleret landskab med appelsintræer og olivenlunde. Masser af højdemeter og stejle nedkørsler. Jeg cyklede sammen med en jævnaldrende kvinde – dvs. 50+. Vi var kåde, nærmest lykkelige. Vi talte om en onkel, der i en alder af 80, stadig bestiger bjerge i Frankrig, og vi delte ambitionen om selv at blive ved mange år endnu.
At det lykkes er ikke en given ting. Denne reservedelsalder jeg er kommet i synes at byde på nye overraskelser hele tiden. Først var det menisken, kikkertoperation og genoptræning. Så meldte venstre skulder sig, så højre albue. Hver gang medfører det besøg hos fysioterapeuten og nye øvelser. Det sidste skud på stammen er, at jeg har lært at stave til Iskias (navnet på den nerve som løber fra den nederste del af rygsøjlen helt ud i tæerne).
Mine forældre har på flere fronter vist vejen. Både ved at holde sig i god form gennem hele livet, men også ved at insistere på at leve et aktivt liv. Hvis jeg vil lege med de næste mange år, er der kun en vej frem. Det er slibe, grunde, male! Slibe, grunde, male! Med andre ord løbende og grundig vedligehold.
Så nu står den på daglige øvelser, hver aften inden jeg sover. Og sammen med min datter på 14 går jeg til yoga en gang om ugen. Det er styrke og core træning. Det helt basale, som skal sikre, at jeg de næste 30 år kan fortsætte med at cykle i hele Europa.
Havde jeg været klog, var jeg begyndt med det for flere år siden. Det er trods alt lettere at være grisk, når man bliver ældre, hvis man har investeret fornuftigt som ung.
Og ja, jeg kommer nok til at blive lidt for grådig ind imellem og slå mig blå og gul som min gamle far. Men sådan er det vist med alle os førlighedsgriske. 🙂
(Udgivet på LinkedIn den 17. april 2017)
Skriv et svar