Nogle gange i livet fortryder man ting, man ikke fik gjort. Ofte kan man gå tilbage og råde bod på det forsømte, men andre gange er det et helt særligt moment, som bare ikke kan gribes igen og er forsvundet for al tid.
Den anden dag tog jeg toget på arbejde fra Bagsværd st. til Nørreport. Jeg havde tjekket ind med rejsekortet, S-toget buldrede ind på perronen og jeg bevægede mig mod bagerste vogn, da en unge mand henvendte sig til mig. ”Kører det her tog til Buddinge?” Spurgte han.
Det var en ung mand med Downs syndrom. ”Ja det gør det,” sagde jeg og vi bevægede os sammen hen mod den åbne togdør. ”Skal jeg hjælpe dig med at komme af på den rigtige station?” Spurgte jeg. ”Ja tak” svarede den unge mand, og vi gik ind og satte os i den samme kupe.
”Jeg hedder Morten,” sagde den unge mand og rakte hånden frem mod mig. Jeg tog hans hånd, smilede og svarede: ”Jeg hedder Henriette, hvad skal du i Buddinge?” Morten begyndte at fortælle, men pludselig blev jeg bevidst om, at vi sad og snakkede i en stillekupe. ”Hov” sagde jeg, ”vi sidder i en stillekupe.” Morten lagde pengefingeren på læben og sagde: ”Shhhhhhhhhhhh.” Så smilede vi til hinanden som to uvorne unge ude på narrestreger.
Damen over for os mumlede: ”Det går nu nok.” Og jeg fornemmede, at hele den tavse kupe sendte os accepterende vibrationer. Men Morten og jeg talte ikke mere sammen, vi nøjedes med at udveksle indforståede blikke.
Fire minutter senere rullede toget ind på perronen i Buddinge. ”Det er her du skal af,” hviskede jeg. ”Tak,” svarede Morten hviskende tilbage. Jeg fulgte ham med øjnene. Så hvordan han kom uden om den cykel der stod i vejen, ud ad døren og ud på perronen. Så vendte jeg mig mod min taske, fiskede iPaden op og begyndte min morgenrutine med at tjekke dagens mails. Inde i mig bredte sig en dejlig varme, den varme man kun mærker, når man har mødt et andet menneske, som man instinktivt rigtig godt kan li.
Da toget nåede Nørreport, pakkede jeg mine ting sammen og steg af. På perronen henvendte en dame sig til mig og sagde: ”Du så slet ikke, at han vinkede til dig, da toget kørte.” Mit hjerte brast.
Jeg ønskede, at jeg kunne rulle tiden tilbage. Så ville jeg sørge for, at vi satte os i en talekupe. Jeg ville lytte til fortællingen om Buddinge og jeg ville for alt i verden have kigget ud ad vinduet da toget kørte fra Buddinge og jeg ville have vinket.
Hvis nogen kender Morten fra Bagsværd så hils ham fra mig. Det var så fint at møde ham i toget den morgen. Det var et af livets små unikke øjeblikke, som jeg godt ville have grebet endnu bedre og mere nærværende.
Men, mit hjerte vinker endnu:-)
NB! Efter nogle dage kom der endnu en krølle på fortællingen. Læs her.
Skriv et svar