Henriette Rald HomepageHenriette Rald

RÅDGIVNING OM STRATEGISK KOMMUNIKATION

Bloggen

by Leave a Comment

Topchef: Brug dine kommunikations-medarbejdere strategisk

I mange år har jeg arbejdet med kommunikation. Først som menig, hvor det handlede om eksekveringen, så blev jeg mellemleder og driblede rundt med pres fra alle sider, og til sidst blev jeg kommunikationsdirektør. I dag rådgiver jeg organisationer og virksomheder om strategisk kommunikation. Alle årene har jeg arbejdet med at få topchefer, direktioner og bestyrelser til at se kommunikation som et strategisk værktøj, der kan understøtte forretningsstrategien.

[Read more…] about Topchef: Brug dine kommunikations-medarbejdere strategisk

by Leave a Comment

Seks gode grunde til at topchefen bør blogge

De seneste mange måneder har jeg haft det privilegium at tale med et hav af topchefer. Travle engagerede mennesker, som beredvilligt har sat en time af til kaffe og samtale. Under møderne har jeg lyttet til de mest fantastiske fortællinger om udviklingen af den offentlige sektor, forretningsideer i det private eller bare personlige passion for noget helt uden for nummer. Igen og igen har jeg spurgt mig selv, hvorfor flere af disse vidende og skabende ledere ikke deler deres visioner og ideer i et bredere forum. Nogle gør, det ved jeg godt, men mange flere burde. Og bloggen kunne være det oplagte redskab. Lad mig give jer 6 gode grunde til at topcheferne bør blogge.

[Read more…] about Seks gode grunde til at topchefen bør blogge

by Leave a Comment

En underskov af hjælp og gratis

Fanefjord Skov, Møn

Jeg er blevet selvstændig. Har oprettet konsulentvirksomheden Rald & Co. Og har i processen mødt en helt utrolig åbenhed og støtte.

Det hele begyndte med kaffemøder. Jeg var egentlig i markedet efter mit næste lønmodtagerjob, og netværkede derfor på den store klinge. Her mødte jeg den første tsunami af hjælpsomhed. Døre blev åbnet og kaffe skænket af venner, bekendte, bekendtes bekendte og nogle helt ukendte. Jeg fik indsigt i et utal af brancher og et hav af spændende arbejdsudfordringer. Jeg spurgte, de fortalte og jeg fik altid god sparring på min egen situation.

[Read more…] about En underskov af hjælp og gratis

by Leave a Comment

Partimedlemsskab som Smartbox

Jeg har i mange år haft et relativt ledigt standpunkt. Nemlig, at alle burde være medlem af et politisk parti. Jeg argumenterede for synspunktet for 3 år siden på LinkedIn

Jeg fik en fin respons, og en enkelt yngre mand fortalte mig, at han havde meldt sig ind i et parti på grund af min klumme. Set i bakspejlet må jeg nok indrømme, at det store folkelige gennembrud udeblev.

Som min kloge mand siger, så er der ofte en god grund til, at det ledige standpunkt er ledigt. 

[Read more…] about Partimedlemsskab som Smartbox

by Leave a Comment

Et netværkseventyr

Jeg netværker i disse måneder på den helt store klinge.

Jeg er stoppet i mit gamle job som direktør for kommunikation og politik i Djøf, og er nu i gang med at finde ud af, hvad jeg så skal kaste mig over. Alle, der ved noget om jobsøgning, siger det samme: Netværk!

Den tid, hvor man udelukkende satsede på stillingsopslag, jobdatabaser og headhuntere, er endegyldigt forbi.

Nu gælder det om at fatte kaffekoppen og bevæge sig ud i virkeligheden for at møde rigtige mennesker af kød og blod.

[Read more…] about Et netværkseventyr

by Leave a Comment

Tour de femmes

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: landevejscykling er en genial kvindesport. Trenden er skudsikker. Flere og flere kvinder dukker op i bøjlerne på de smarte racercykler.

Og hvis du stadig er i tvivl, så se Cecilie Uttrup Ludwig efter ”La Course by Le Tour de France” som er en af etaperne i UCI Women’s World Tour 2018:

Og det er ikke kun de professionelle kvinder, der soler sig i succes og glæde på landevejene. Min søster gør det, naboen gør det, flere af mine gamle studiekammerater gør det.

Oveni er der naturoplevelsen: Vind, regn, sol, bjerge, marker, skove, søer. Lige nu er det helt ubetaleligt med den gavmilde sommer, varmen, de milde briser og en dansk natur der bare tager imod, mens du triller op ad bakkerne og rundt i svingene

Og så er der mig selv … Cykler man, som jeg gør på de danske landeveje, så ser man det ved selvsyn. Kvinderne er i den grad på vej til at tage cykelsporten til sig.

Jeg har længe tænkt, at udviklingen måtte gå den vej, for cykling er den perfekte kvindesport.

Først og fremmest er det rigtig god motion. Man kan både få pulsen godt op og træne det lange seje træk.

Oveni er der naturoplevelsen: Vind, regn, sol, bjerge, marker, skove, søer. Lige nu er det helt ubetaleligt med den gavmilde sommer, varmen, de milde briser og en dansk natur der bare tager imod, mens du triller op ad bakkerne og rundt i svingene.

Endelig er der udstyret. Det må jeg bare erkende efter flere år som aktiv motionist: cykeludstyr er fedt.

Når jeg har sneget kroppen ned i det tætsiddende cykeltøj, spændt hjelmen og iført mig brillerne, så føler jeg mig vidunderligt godt til mode. Selv i en alder af 50+ kan jeg føle mig sådan helt sporty og spiffy

Jeg begyndte min cykelkarriere på en brugt aluminiumsramme – faktisk en delecykel med min mand. Det gik fint mente jeg. De gamle løbesko gik an, når man lige proppede snørebåndene ned i siderne. Hjelmen, jeg plejede at bruge til min gamle Kildemoes, fejlede heller ikke noget.

Heldigvis havde min mand og mine børn et helt andet syn på den sag.

Da de først opdagede, hvor glad jeg var for at cykle, kom gaverne i en lind strøm til fødselsdag og jul og lidt ind imellem. Kliksko, handsker, cykelbukser, lækker vindvest, smart hjelm og så brillerne.

Åhhhh brillerne…… Oakley er mærket, som mange af os sukker efter. Skide smarte, god pasform og rigtigt godt brilleglas.

Når jeg har sneget kroppen ned i det tætsiddende cykeltøj, spændt hjelmen og iført mig brillerne, så føler jeg mig vidunderligt godt til mode. Selv i en alder af 50+ kan jeg føle mig sådan helt sporty og spiffy.

Der er selvfølgelig lige det med punkteringerne, kæden der hopper af og generel vedligeholdelse.

Man kan også tage sig sammen som kvinde og opleve en enorm tilfredsstillelse ved hjemmevant at kunne svinge cyklen rundt, løsne hjulet, krænge dækket af, trække slangen ud, sætte en ny i, pumpe og så afsted igen

Her kan man vælge at trække: ”Jeg-er-ikke-så-god-til-det-med-teknik-og-olie-kortet”, overlade det til manden og altid have en livline, man kan ringe til, hvis der opstår problemer ude på landevejen.

Men man kan også tage sig sammen og opleve en enorm tilfredsstillelse ved hjemmevant at kunne svinge cyklen rundt, løsne hjulet, krænge dækket af, trække slangen ud, sætte en ny i, pumpe og så afsted igen. Ligesom den nydelse det er at smøre en skinnende ren kæde, mens man selvtilfreds konstaterer, at Pulleyhjulet er i perfekt stand.

Jeg er ikke nogen cykel-mekaniker-haj, men jeg kan det mest essentielle. Lidt stædighed og lidt øvelse tog det. I dag føler jeg mig helt tryg ved, at jeg kan komme både ud og hjem på mine cykelture, hvis jeg ellers bare har husket ekstra slanger, dækjern og pumpe.

Jeg har efterhånden også cyklet i en del år i Italien, Østrig, Sverige og seneste rundt i det populære træningsområde ved Calpe i Sydspanien.

Jeg har droppet alle ambitioner om at bruge mandens og sønnens aflagte udstyr og i stedet investeret i min egen lækre carboncykel og som det seneste initiativ startet et cykeltræningshold for kvinder ”Team Change” sammen med den tidligere landsholdsrytter Hanne Malmberg.

Vi træner hver mandag i sommersæsonen og alle kvinder kan være med, hvis de bare har en racercykel. Man finder os lige her på linket:

COVERFOTO FRA FACEBOOK-GRUPPEN ‘TEAM CHANGE’ – PÅ BILLEDET SES DE TO INITIATIVTAGERE

I disse dage mens Tour de France er over os, ser vi ikke mange kvinder på skærmen. Men hjemme hos os er det blevet en familieting.

Vi cykler om formiddagen og ser TV-Tour om eftermiddagen. Eller det er nok mest min mand der ser TV. Jeg har endnu ikke rigtig lært det der med at slumre en hel etape på sofaen.

Der er jo også bøger der skal læses, vasketøj, som skal hænges op og klummer, der skal skrives. Jeg ser til gengæld gerne Aften Tour på DR1 der opsummere dagens etape.

Vi rider på en trend. Cykling for kvinder er godt på vej og det bliver rigtig stort. Faktisk kæmpe

Og her viste de forleden aften klippet med den talentfulde charmerende Cecilie, som med glædestårer fortalte om den fantastiske etape, om publikum, der heppede om det at være der alene med bjerget, om kærligheden til cykelsporten.

Jeg siger det bare. Jeg kalder den nu. Vi rider på en trend. Cykling for kvinder er godt på vej og det bliver rigtig stort. Faktisk kæmpe.

(Også udgivet på POV International, hvor jeg er gæsteskribent)

by Leave a Comment

Det den ene ikke kan huske, har den anden også glemt

De går hen ad fortovet sammen. Min far med stokken i højre hånd og min mors hånd i venstre. Det går stille og roligt. De er forsigtige. Opmærksomme på ujævne fliser, høje kantsten og trin. Min far er 87, min mor 82.

Der er efterhånden en del, de ikke kan, men det fokuserer de ikke så meget på. De er i stedet dybt optaget af alt det, de stadig magter. Og jeg oplever igennem dem det gamle ordsprog: at hvor der er en vilje, er der som regel også en vej.

Om vinteren bor de i deres andelslejlighed i Lyngby og nyder et rigt kulturliv. De tager tog og busser rundt til koncerter, teater, opera og museer. De sene forestillinger kan godt være lidt krævende, men så booker de i stedet eftermiddagsforestillinger, når det er muligt. De har medlemskab af Louisiana og DRs koncerthus. De har en filosofigruppe sammen med gamle venner. De spiser gerne en frokost i muntert lag, men takker ofte pænt nej til større aftenarrangementer. De er kort sagt helt utrolig gode til at få så meget som muligt ud af livet.

Mest af alt imponerer de mig om sommeren. Omkring 1. maj lukker de lejligheden ned i Lyngby og kører til Ho ved Blåvand. Her har de et lille sommerhus, som de købte for 25 år siden. Frem til slut september er det deres base hvert år.

Her insisterer de om noget på at leve. Min far har dårligt hjerte og har de senere år været ind og ud af hospitaler og fået pacemaker. Han går ikke særlig godt og kan ikke tåle solen på grund af hjertemedicinen. Men det holder ham ikke tilbage. Hver dag cykler han en god tur på sin el-cykel. Hvis vejret er godt, cykler han ud på Skallingen med sin rygsæk. Kæmper sig op over klitterne, finder sin blå fiskekasse frem og sætter sig med akvarelpapir og farver, og så maler han.

Han har malet næsten hver dag, siden han gik på pension.

Sirlige fine akvareller. Motiver fra Skallingen, motiver fra Lyngby og København og rejser i Europa. Han har udstillet og solgt mere end 400 billeder. I gamle dage sad han kastanjebrun i sine badebukser på stranden. Nu har han købt sig nogle lette sommerbukser, en langærmet skjorte og en god hat med stor skygge. Han indretter sig, så livet kan leves.

Min mor går lange ture med to vandrestave. Hun er fast besluttet på at træne hver dag og holde gang i de dumme ben, som prikker og stikker. En gang imellem når det er varmt og vindstille, kører hun med til stranden i bil. Går tur langs Vesterhavet. Altid på udkig efter rav.

Og så læser hun. Gætter et utal af Kryds og Tværs – helst de rigtig svære. Og følger med i nyheds strømmen.

Hun er den tekniske af de to.

Hun har fulgt med den digitale udvikling. Er på Facebook og har både en bærbar og en tablet. Hver aften sidder de to sammen i sofaen og ser TV-avisen på hendes iPad.

De husker ikke så godt længere. Småskændes på den der hyggelige måde, når den ene har forlagt det, den anden ikke kan finde. Og så pludselig over frokosten citerer de i fællesskab Johannes V. Jensen ”Nu breder Hylden de svale Hænder mod Sommermaanen” og diskuterer hvorvidt Thorkild Bjørnvig også har skrevet om hylden. Alt sammen udløst af, at vi sidder og drikker mine bedsteforældres hjemmelavede hyldeblomstsaft i sommervarmen.

I det hele taget er de gode sammen og dybt taknemmelige over, at de har hinanden. Det er som om, de lever livet mere og mere intenst, jo ældre de bliver. De klager ikke. Fortæller ikke sygehistorier, selvom de har rigeligt at berette. I stedet interesserer de sig levende for børn og børnebørn. Spørger og spørger, når vi er på besøg. Lytter på den der gode måde, hvor man føler sig hørt.

Og så har de et imponerende netværk både i Lyngby og i Ho. Der er styr på naboerne. Man hjælper hinanden. Gamle venner bliver inviteret til middag eller kaffe. På stranden og på skovstierne tager min mor sig altid god tid til at hilse og høre nyt. De drager omsorg for dem de kender og får tifold hjælp igen, når de har brug for det.

Det kan godt være, at den ene ikke kan huske, det den anden har glemt. Men for alle os andre står de to meget skarpt i bevidstheden som fantastiske rollemodeller for det at ville livet.  

by Leave a Comment

Stem for s…. og tag børnene med!

I vores familie har valgdag altid været lig med festdag. En valgdag bliver lagt i kalenderen. Vi koordinerer, hvornår alle er hjemme. Og så følges vi ad for at stemme på Skovbrynets Skole. Børnene har været med, lige siden de lå i babyliften. Det har for os altid været en naturlig del af deres demokratiske opdragelse.

Nu er de blevet 15 og 17. Så denne gang havde vi skruet en lille smule op for demokrati-skolen. Vi skulle deltage i et lokalt vælgermøde med spidskandidaterne fra partierne. Mødet fandt sted en mandag aften for en uge siden. Vi var alle lidt trætte, men en aftale var en aftale, og afsted kom vi.

Cafeen på Telefonfabrikken i Søborg var stuvende fuld. Vi fandt et bord bagerst i lokalet og spiste valgbolsjer. Formen var traditionel. Hvert parti fik 3 minutter til den indledende runde – der var 10 i alt. Derpå fulgte spørgsmål fra salen.

Efter en time tænkte jeg, at denne gang var vi måske gået for vidt i vores iver efter at lære børnene om demokratiets glæder. En borger havde bidt sig fast med spørgsmål til sin helt egen personlige sag, som egentlig ikke var særlig relevant for de øvrige 70 i rummet. Jeg fornemmede, at børnene søgte mod mobiltelefonerne under bordet – og jeg kunne egentlig godt forstå dem. Diskussionen var ikke særlig spændende. 

To timer og et kvarter senere var det hele slut. Debatten havde været vidt omkring og sluttede med et fokus på de unge, banderne og Værebroparken. Jeg hilste på et par af de lokale politikere, som jeg kendte fra tidligere. Komplimenterede den kandidat, som jeg ville stemme på, og som, helt objektivt, havde klaret det bedst :-). Så søgte jeg familien.

De stod og ventede på mig. Sammen gik vi tilbage til bilen. Her gik det op for mig, at alle var dybt optaget af aftenens møde. Sønnike havde været henne for at hilse på en kandidat, der ville gøre noget særligt for de utilpassede unge. Datteren var i fuld gang med en analyse af samtlige kandidater og faderen klogede sig med hende. Snakken gik på, hvem der bedst kunne lide hvem, og hvem børnene ville stemme på, hvis de kunne stemme. Jeg blev helt fornøjet. Især fordi teenagerne meget let gennemskuede, de politikere der bare skældte ud på andre og ikke selv fortalte, hvad de ville gøre anderledes. Men også fordi jeg mærkede en utålmodighed hos dem begge for at få lov til at stemme.

Nogle dage senere sagde min datter til mig: ”Mor, hvis dig og far stemte på nogle andre, så ville Thomas og jeg sikkert også holde med nogle andre.” Og ja, sådan er det jo ofte. Vi forældre former vores børn på godt og ondt. Men jeg tænkte i mit stille sind, at bevidstheden om, hvad der former os, vel er første skridt på vejen til at tage selvstændig stilling resten af livet.

På næste tirsdag går vi i samlet flok ned ad Vandkarsevej og hen til valglokalet. Ungerne er nok blevet så store nu, at de ikke må komme med ind i boksen og sætte krydset. Men vi holder fast i traditionen, og næste gang der er valg, kan sønnike med stor sandsynlig selv stemme.

Jeg håber, at alle andre gør som jeg den 21. november – og går hen og stemmer. For det er et kæmpe privilegie at have den ret i et frit og demokratisk samfund. Hvis ikke I har gjort det før, så tag børnene med denne gang og gør det til en familietradition.

God valgdag!

(Offentliggjort første gang på LinkedIn den 12. november 2017)

by Leave a Comment

Jeg er blevet grisk – førlighedsgrisk

Netop hjemkommet fra Malaga, med en glad solbrændt familie og min racercykel i en kæmpekuffert, fik jeg en sms fra min mor på snart 81. ”Ring lige” stod der. Jeg vidste instinktivt, at noget ikke var, som det skulle være. Det viste sig at være rigtigt. Min far på 85 var faldet på cyklen og havde slået sin venstre side blå og gul. De var til undersøgelse på hospitalet. Heldigvis havde han haft hjelm på og han blev sendt hjem med 3 forskellige slags smertestillende og besked om at holde sig i ro i 14 dage.

Det var efter omstændighederne gode nyheder, men det bliver hårdt for min far ikke at være i gang. Hver morgen begynder han og min mor dagen med gymnastik på stuegulvet. Min far, som er ældst, er ikke så godt gående længere, men cykle kan han og cykle gør han. Hver dag næsten uanset vejret kører han sig en tur. Blæser det for meget tager han el-cyklen. Min mor går tur. 1-2 timer hver dag med sine to stave. Selvfølgelig er der noget de ikke kan. Men det de kan, gør de, og de nyder det.

Selv er jeg blevet meget bevidst om min førlighed de sidste 5 år. Ja, jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at jeg er blevet førlighedsgrisk. Jeg har en stærk stigende trang til at være i bevægelse, kunne bevæge mig. Da jeg var barn, dyrkede jeg alt, hvad man kunne af sportsgrene i Skive og omegn. Aldrig på noget højt eliteniveau, bare altid. Senere faldt aktivitetsniveauet, men det at kunne løbe, vandre, cykle, stå på ski var noget jeg tog for givet. Jeg havde en god grundform. Sådan var det i mange år. Sådan er det ikke helt længere.

Ikke, at jeg helt har erkendt det. Indeni føler jeg mig ofte som en ung kvinde på 19, der kan klare det hele.

Tilbage til cyklen og bjergene i Andalusien. En påske med fantastiske ruter, høj sol, 30 grader og et smukt upoleret landskab med appelsintræer og olivenlunde. Masser af højdemeter og stejle nedkørsler. Jeg cyklede sammen med en jævnaldrende kvinde – dvs. 50+. Vi var kåde, nærmest lykkelige. Vi talte om en onkel, der i en alder af 80, stadig bestiger bjerge i Frankrig, og vi delte ambitionen om selv at blive ved mange år endnu.

At det lykkes er ikke en given ting. Denne reservedelsalder jeg er kommet i synes at byde på nye overraskelser hele tiden. Først var det menisken, kikkertoperation og genoptræning. Så meldte venstre skulder sig, så højre albue. Hver gang medfører det besøg hos fysioterapeuten og nye øvelser. Det sidste skud på stammen er, at jeg har lært at stave til Iskias (navnet på den nerve som løber fra den nederste del af rygsøjlen helt ud i tæerne).

Mine forældre har på flere fronter vist vejen. Både ved at holde sig i god form gennem hele livet, men også ved at insistere på at leve et aktivt liv. Hvis jeg vil lege med de næste mange år, er der kun en vej frem. Det er slibe, grunde, male! Slibe, grunde, male! Med andre ord løbende og grundig vedligehold.

Så nu står den på daglige øvelser, hver aften inden jeg sover. Og sammen med min datter på 14 går jeg til yoga en gang om ugen. Det er styrke og core træning. Det helt basale, som skal sikre, at jeg de næste 30 år kan fortsætte med at cykle i hele Europa.

Havde jeg været klog, var jeg begyndt med det for flere år siden. Det er trods alt lettere at være grisk, når man bliver ældre, hvis man har investeret fornuftigt som ung. 

Og ja, jeg kommer nok til at blive lidt for grådig ind imellem og slå mig blå og gul som min gamle far. Men sådan er det vist med alle os førlighedsgriske. 🙂

(Udgivet på LinkedIn den 17. april 2017)

by Leave a Comment

Jeg ville ønske, at jeg havde… del 2

Fire dage efter, at jeg havde skrevet om mit møde med Morten i S-toget, fik jeg en meget sød hilsen via Messenger fra ingen andre end Morten selv.

Det var kulminationen på, at over 30.000 havde læst historien på Facebook og LinkedIn. 1200 havde liket, 180 havde delt opslaget og ca. 60 personer havde taget sig tid til at skrive utrolig venlige kommentarer. Enkelte havde tilmed kontaktet mig direkte og fortalt, at de kendte Morten og at de ville hilse ham fra mig.

Takke være alle disse mange mennesker der læste, delte, likede og kommenterede, nåede min fortælling frem til Morten. Jeg ville stadig ønske, at jeg havde set op fra min iPad den dag og vinket, men nu er der på en måde blevet bundet en smuk sløjfe på det uforløste. Ironisk nok takke være, at rigtig mange mennesker har siddet med næsen i deres computere og mobiltelefoner og læst min fortælling:-)

Nogle gange er de sociale medier faktisk rigtig sociale. Og nogle gange kan den digitale virkelighed gøre noget rigtig rigtig godt for den virkelige virkelighed. 

Tak til alle der læste med.