De går hen ad fortovet sammen. Min far med stokken i højre hånd og min mors hånd i venstre. Det går stille og roligt. De er forsigtige. Opmærksomme på ujævne fliser, høje kantsten og trin. Min far er 87, min mor 82.
Der er efterhånden en del, de ikke kan, men det fokuserer de ikke så meget på. De er i stedet dybt optaget af alt det, de stadig magter. Og jeg oplever igennem dem det gamle ordsprog: at hvor der er en vilje, er der som regel også en vej.
Om vinteren bor de i deres andelslejlighed i Lyngby og nyder et rigt kulturliv. De tager tog og busser rundt til koncerter, teater, opera og museer. De sene forestillinger kan godt være lidt krævende, men så booker de i stedet eftermiddagsforestillinger, når det er muligt. De har medlemskab af Louisiana og DRs koncerthus. De har en filosofigruppe sammen med gamle venner. De spiser gerne en frokost i muntert lag, men takker ofte pænt nej til større aftenarrangementer. De er kort sagt helt utrolig gode til at få så meget som muligt ud af livet.
Mest af alt imponerer de mig om sommeren. Omkring 1. maj lukker de lejligheden ned i Lyngby og kører til Ho ved Blåvand. Her har de et lille sommerhus, som de købte for 25 år siden. Frem til slut september er det deres base hvert år.
Her insisterer de om noget på at leve. Min far har dårligt hjerte og har de senere år været ind og ud af hospitaler og fået pacemaker. Han går ikke særlig godt og kan ikke tåle solen på grund af hjertemedicinen. Men det holder ham ikke tilbage. Hver dag cykler han en god tur på sin el-cykel. Hvis vejret er godt, cykler han ud på Skallingen med sin rygsæk. Kæmper sig op over klitterne, finder sin blå fiskekasse frem og sætter sig med akvarelpapir og farver, og så maler han.
Han har malet næsten hver dag, siden han gik på pension.
Sirlige fine akvareller. Motiver fra Skallingen, motiver fra Lyngby og København og rejser i Europa. Han har udstillet og solgt mere end 400 billeder. I gamle dage sad han kastanjebrun i sine badebukser på stranden. Nu har han købt sig nogle lette sommerbukser, en langærmet skjorte og en god hat med stor skygge. Han indretter sig, så livet kan leves.
Min mor går lange ture med to vandrestave. Hun er fast besluttet på at træne hver dag og holde gang i de dumme ben, som prikker og stikker. En gang imellem når det er varmt og vindstille, kører hun med til stranden i bil. Går tur langs Vesterhavet. Altid på udkig efter rav.
Og så læser hun. Gætter et utal af Kryds og Tværs – helst de rigtig svære. Og følger med i nyheds strømmen.
Hun er den tekniske af de to.
Hun har fulgt med den digitale udvikling. Er på Facebook og har både en bærbar og en tablet. Hver aften sidder de to sammen i sofaen og ser TV-avisen på hendes iPad.
De husker ikke så godt længere. Småskændes på den der hyggelige måde, når den ene har forlagt det, den anden ikke kan finde. Og så pludselig over frokosten citerer de i fællesskab Johannes V. Jensen ”Nu breder Hylden de svale Hænder mod Sommermaanen” og diskuterer hvorvidt Thorkild Bjørnvig også har skrevet om hylden. Alt sammen udløst af, at vi sidder og drikker mine bedsteforældres hjemmelavede hyldeblomstsaft i sommervarmen.
I det hele taget er de gode sammen og dybt taknemmelige over, at de har hinanden. Det er som om, de lever livet mere og mere intenst, jo ældre de bliver. De klager ikke. Fortæller ikke sygehistorier, selvom de har rigeligt at berette. I stedet interesserer de sig levende for børn og børnebørn. Spørger og spørger, når vi er på besøg. Lytter på den der gode måde, hvor man føler sig hørt.
Og så har de et imponerende netværk både i Lyngby og i Ho. Der er styr på naboerne. Man hjælper hinanden. Gamle venner bliver inviteret til middag eller kaffe. På stranden og på skovstierne tager min mor sig altid god tid til at hilse og høre nyt. De drager omsorg for dem de kender og får tifold hjælp igen, når de har brug for det.
Det kan godt være, at den ene ikke kan huske, det den anden har glemt. Men for alle os andre står de to meget skarpt i bevidstheden som fantastiske rollemodeller for det at ville livet.