Jeg er relativt nyudsprunget som selvstændig. Fik mit CVR-nummer i efteråret 18 og har siden da haft en fest. Jeg kunne finde kunder og kunder fandt mig. Jeg kunne finde ud af at løse opgaver. Jeg fandt strategiske samarbejdspartnere, og jeg kunne finde på.
Ofte har jeg fået spørgsmålet: ”Føler du dig slet ikke ensom?”. Og hver gang har jeg svaret ”Nej”. For jeg følte mig ikke ensom.
Min hverdag hang dejligt sammen med lidt arbejde hjemmefra, kundebesøg og et par kaffemøder i Klub (et arbejdsfællesskab lige ved Nørreport). Stor fleksibilitet og variation. Tid til en tur på racercyklen midt på dagen, en tur med hunden og tid til de store børn, når de en sjælden gang i mellem havde brug for min hjælp.
Alle har travlt med at håndtere krisen
Men i nat vågnede jeg efter en voldsom drøm, og pludselig gik det op for mig, at den seneste uges tiltagende rastløshed skyldtes én ting. Jeg var blevet arbejdsmæssigt ensom midt i Corona-stormens utrolige sammenhold.
Mine kunder er alle sammen dybt optaget af at takle den kollektive nedlukning af Danmark. Der er etableret krisestabe, bliver holdt daglige online-gruppemøder. Alle forsøger at indrette sig, hvem kan arbejde, hvem skal afvikle ferie? Hvordan ser strategien ud på helt kort sigt? Hvad kommer det til at betyde for økonomien?
Alle kigger indad.
Min mand arbejder hjemmefra og har beredskabssansvaret i Danske Spil. Mange telefonmøder, mails til medarbejderne.
Selv mine børn sidder dybt begravet i deres virtuelle gymnasiemoduler og gennemfører online undervisning på en helt ny måde.
Jeg savner det at kæmpe sammen med nogen
Jeg har ryddet kalenderen. Alle workshops og arbejdsmøder er aflyst. Et par enkelte kaffemøder har overlevet over Skype. Og det er faktisk ok. Jeg har ordnet mine papirer, skrevet lister og har to store projekter jeg nu kan arbejde på i ro mag. Noget jeg har villet prioritere længe.
Men jeg kan ikke helt finde roen. Der sker så meget og så lidt derude på samme tid. Der bliver taget store beslutninger, som får konsekvenser for os alle på den korte bane og sikkert også på den lange. Og jeg er slet ikke rigtig med til at gøre noget.
Jeg er ikke en del af et arbejdsfællesskab, der kæmper for noget og nogen lige nu.
For første gang længe savner jeg at være en del af en ledergruppe. Sidde med i et war room og tage de strategiske beslutninger. Samle op med medarbejderne og fokusere på hvad der er muligt, nu hvor alt virker ret uoverskueligt. Jeg savner ganske enkelt at være en del af en større kabale, der skal bidrage til, at det hele går op.
Det er ikke fordi, jeg ikke har travlt. Og selvfølgelig kunne jeg melde mig som frivillig hos Røde Kors eller på landets sygehuse. Men jeg prioriterer med stor kærlighed og uden tvivl i mit sind mine gamle forældre. Gør mig umage for at holde afstand og holde mig rask, så jeg kan være der for dem. Handler ind for dem, går ture med dem og drager omsorg på distancen. Jeg ved jo godt, at jeg her er en del af det store fællesskab. Udviser samfundssind. Vi holder sammen i det lille fællesskab, det nære i familien på afstand. Det er godt og vigtigt.
Kunsten at kæmpe for fællesskabet – alene derhjemme
Jeg tror mange har det ligesom mig. Den nyetablerede forening Danske Soloselvstændige taler sit helt eget sprog. På ganske få dage er det lykkedes at samle over 30.000 selvstændige i en gruppe på de sociale medier. Og initiativet Help Business rækker ud til alle i det private erhvervsliv for at dele viden, erfaringer og gode råd. Nye fællesskaber opstår i den mangfoldige ensomhed.
Men jeg tror også, at ensomheden stikker dybere end som så. Min dejlige søster følte sig meget ensom den aften Mette Frederiksen holdt sit første pressemøde. Børnene er flyttet, kæresten bor i Jylland og nu skulle hun til at arbejde hjemmefra.
Min søster, som er ekstrem social og altid gerne vil hjælpe og give en hånd med. Hvad nu?
Og hvad med alle jer der rent faktisk er en del af hjemsendte arbejdsfællesskaber, kan I finde ud af den bratte omstilling? Som selvstændig er jeg blevet ekstrem god til at disciplinere mig selv og dele dagen op i bidder. Læsebidder, tænkebidder, skrivebidder, pausebidder, cyklebidder og mange andre bidder. Men melder ensomheden sig hos jer midt i krisehåndteringen fra sofa- og stuekontorene?
Samfundssind i isoleret solitude
På Twitter så jeg forleden følgende amerikanske citat: ”Your grandparents were called to war. You’re being called to sit on a couch. You can do this.” Umiddelbart virker det rigtigt i sin åbenlyse logik. Men jeg tror ikke, vi skal undervurdere, hvor hårdt det kan være at holde sig i ro hver for sig, mens verden brænder.
Nu har jeg erkendt det og tilmed skrevet det ud i det åbne. Så håber jeg, at jeg bedre kan forlige mig med at føre krig fra sofaen og gøre som statsministeren beder mig om: At bidrage med mit samfundssind i isoleret solitude.