I cykelsporten er der et begreb der hedder ”pace”. Det dækker over den hjælp man får, når man følger tæt efter en anden cykelrytter. På den måde er der meget mindre luftmodstand og den bagerste rytter kan spare på kræfterne.
Jeg cykler på arbejde et par gange om ugen. Ind langs Hillerødmotorvejen fra Bagsværd til Nørreport. På mine cykelturer har jeg med voksende begejstring observeret begrebet pace i praksis.
Nogle dage lykkes det mig at hægte mig på baghjulet af en bredskuldret mand med stærke ben. Skøn læ, fantastisk fart. Der går aldrig særlig lang tid inden rytteren foran opdager mig. Det afføder straks en kommunikation, som jeg har lært at afkode. Vifte med højre hånd betyder, at vi skal overhale nogen i højre side. Tegn med venstre hånd betyder modkørende cyklister.
Nogle gange er vi 4-5 stykker, som ligger der på stribe og giver hinanden pace på vej ind mod byen. Håndtegnene vandrer ned gennem rækken som lydløs kommunikation. Når forreste mand bliver lidt træt, er der en anden, der kører op og tager føringen.
I starten tog jeg ingen føringer. Jeg lå bare og gispede bagerst med blikket fast rettet mod hjulet foran mig. Nu er det anderledes. Det sker da både, at jeg trækker nogen hele vejen ind eller, at jeg tager min tørn i et lille tog.
Vi ved ikke hvad hinanden hedder, hvor vi skal hen, eller hvad vi laver. Vi ved bare, at hvis vi hjælpes ad, så bliver cykelturen lettere og sjovere for alle. Når man drejer fra og slipper gruppen, råber man: ”tak for hjælpen” eller ”god tur”. Der kvitteres med et nik eller et vink og vi er alle videre. Næste dag møder jeg andre hjul på ruten og tingene gentager sig.
Det er et voldsomt fascinerende fænomen – det der pace. Man hjælper bare hinanden, samarbejder, kobler sig på og af. Der er en kodex, et sæt uskrevne regler, som man hurtigt opsnapper. Når man er helt ny, hænger man bare på. Men meget hurtigt får man stor lyst til at give igen, tage en lille føring, trække nogle andre, som man selv er blevet trukket.
Jeg har ofte kørt der om morgenen og tænkt på det kæmpe potentiale, som pace forløser. Jeg bliver bedre af at få pace, andre mister intet ved at give pace og samlet set kommer vi hurtigere på arbejde og styrker effektiviteten, produktiviteten og folkesundheden. WIN, win, win.
Kunne pace potentialet overføres til andre situationer? Kunne vi give hinanden lidt mere pace i hverdagen? Kunne man forestille sig, at ”pace ledelse” blev det nye sort? Klar retning med entydige mål og så belønner man dem der samarbejder godt.
Tjaa, lyder ikke værst.
Skriv et svar