RÅDGIVNING OM STRATEGISK KOMMUNIKATION
Jeg er relativt nyudsprunget som selvstændig. Fik mit CVR-nummer i efteråret 18 og har siden da haft en fest. Jeg kunne finde kunder og kunder fandt mig. Jeg kunne finde ud af at løse opgaver. Jeg fandt strategiske samarbejdspartnere, og jeg kunne finde på.
Ofte har jeg fået spørgsmålet: ”Føler du dig slet ikke ensom?”. Og hver gang har jeg svaret ”Nej”. For jeg følte mig ikke ensom.
[Læs mere…] om For første gang føler jeg mig ensom
Mit korte svar er JA!
Mit lange svar får du uddybet her i denne klumme, da det på mange måder er kontraintuitivt. Den offentlige topchef er jo embedsmand, og embedsmænd har historisk set glimret ved at leve stille og professionelt i skyggen af de politikere, de er sat i verden for at servicere.
[Læs mere…] om Skal offentlige chefer være aktive på sociale medier?
Jeg har i mange år haft et relativt ledigt standpunkt. Nemlig, at alle burde være medlem af et politisk parti. Jeg argumenterede for synspunktet for 3 år siden på LinkedIn
Jeg fik en fin respons, og en enkelt yngre mand fortalte mig, at han havde meldt sig ind i et parti på grund af min klumme. Set i bakspejlet må jeg nok indrømme, at det store folkelige gennembrud udeblev.
[Læs mere…] om Partimedlemsskab som SmartboxSom min kloge mand siger, så er der ofte en god grund til, at det ledige standpunkt er ledigt.
I vores familie har valgdag altid været lig med festdag. En valgdag bliver lagt i kalenderen. Vi koordinerer, hvornår alle er hjemme. Og så følges vi ad for at stemme på Skovbrynets Skole. Børnene har været med, lige siden de lå i babyliften. Det har for os altid været en naturlig del af deres demokratiske opdragelse.
Nu er de blevet 15 og 17. Så denne gang havde vi skruet en lille smule op for demokrati-skolen. Vi skulle deltage i et lokalt vælgermøde med spidskandidaterne fra partierne. Mødet fandt sted en mandag aften for en uge siden. Vi var alle lidt trætte, men en aftale var en aftale, og afsted kom vi.
Cafeen på Telefonfabrikken i Søborg var stuvende fuld. Vi fandt et bord bagerst i lokalet og spiste valgbolsjer. Formen var traditionel. Hvert parti fik 3 minutter til den indledende runde – der var 10 i alt. Derpå fulgte spørgsmål fra salen.
Efter en time tænkte jeg, at denne gang var vi måske gået for vidt i vores iver efter at lære børnene om demokratiets glæder. En borger havde bidt sig fast med spørgsmål til sin helt egen personlige sag, som egentlig ikke var særlig relevant for de øvrige 70 i rummet. Jeg fornemmede, at børnene søgte mod mobiltelefonerne under bordet – og jeg kunne egentlig godt forstå dem. Diskussionen var ikke særlig spændende.
To timer og et kvarter senere var det hele slut. Debatten havde været vidt omkring og sluttede med et fokus på de unge, banderne og Værebroparken. Jeg hilste på et par af de lokale politikere, som jeg kendte fra tidligere. Komplimenterede den kandidat, som jeg ville stemme på, og som, helt objektivt, havde klaret det bedst :-). Så søgte jeg familien.
De stod og ventede på mig. Sammen gik vi tilbage til bilen. Her gik det op for mig, at alle var dybt optaget af aftenens møde. Sønnike havde været henne for at hilse på en kandidat, der ville gøre noget særligt for de utilpassede unge. Datteren var i fuld gang med en analyse af samtlige kandidater og faderen klogede sig med hende. Snakken gik på, hvem der bedst kunne lide hvem, og hvem børnene ville stemme på, hvis de kunne stemme. Jeg blev helt fornøjet. Især fordi teenagerne meget let gennemskuede, de politikere der bare skældte ud på andre og ikke selv fortalte, hvad de ville gøre anderledes. Men også fordi jeg mærkede en utålmodighed hos dem begge for at få lov til at stemme.
Nogle dage senere sagde min datter til mig: ”Mor, hvis dig og far stemte på nogle andre, så ville Thomas og jeg sikkert også holde med nogle andre.” Og ja, sådan er det jo ofte. Vi forældre former vores børn på godt og ondt. Men jeg tænkte i mit stille sind, at bevidstheden om, hvad der former os, vel er første skridt på vejen til at tage selvstændig stilling resten af livet.
På næste tirsdag går vi i samlet flok ned ad Vandkarsevej og hen til valglokalet. Ungerne er nok blevet så store nu, at de ikke må komme med ind i boksen og sætte krydset. Men vi holder fast i traditionen, og næste gang der er valg, kan sønnike med stor sandsynlig selv stemme.
Jeg håber, at alle andre gør som jeg den 21. november – og går hen og stemmer. For det er et kæmpe privilegie at have den ret i et frit og demokratisk samfund. Hvis ikke I har gjort det før, så tag børnene med denne gang og gør det til en familietradition.
God valgdag!
(Offentliggjort første gang på LinkedIn den 12. november 2017)
Jeg har mødt en ny udfordring i mit liv. Alkohol og teenagere.
Det begyndte, da vores femtenårige søn tog på efterskole. Det i sig selv er vanvittig svært. Pludselig er familien brudt op og en snigende fornemmelse af, at noget er endegyldigt forbi, melder sin ankomst. Nå, men det er en anden historie.
Med til et efterskoleophold hører – som noget helt naturligt åbenbart – weekendfester. Ikke sådan nogle fester på skolen, hvor skolens regler om nul alkohol gælder. Nej, sådan nogle fester i et forsamlingshus et sted i ingenmandsland, uden regler og rammer. Konceptet er musik og bar fra 20.00 til 02.00.
Et festudvalg – hjulpet af forældre – arrangerer og køber ind. Og til hver fest melder 5-7 forældre sig som festvagter. Så langt så godt.
Konceptet udløste naturligt diskussionen hjemme hos os om at drikke eller ikke at drikke, når man er femten år. Vores søn var forståeligt nok nysgerrig og ville som alle andre gerne prøve. Jeg var i vildrede. Var det noget med, at det var bedst at have prøvet det hjemme først? Sådan huskede jeg det svagt fra min egen barndom. Nej svarede min mand, som havde læst lidt mere på lektien end jeg. Men hvad så? Jeg begyndte at google og fandt hurtigt informationer. Det gik op for mig, at der var en grund til at unge ifølge loven ikke må købe alkohol før de er seksten. Deres hjerne er ganske enkelt ikke færdigudviklet, og derfor er det direkte skadeligt at drikke. Fra 16-18 anbefales meget moderat alkohol indtag og jeg noterede mig, at unge ikke må købe stærk spiritus før de er over 18.
Min mand og jeg var enige om, at vi ikke ønskede, at sønnike skulle prøve alkohol nu. Men vi var lige så enige om, at det nok var umuligt at kontrollere på 200 km afstand (efterskolen lå i Jylland). Så vi indgik det der klassiske kompromis med at ”så ok da, men så skal vi aftale, hvor meget du må drikke”. Jeg toppede den med, at jeg inden den første fest gerne ville være sikker på, at han vidste, hvorfor det var skadeligt at drikke og hvor meget en genstand var. Det blev aftalen. En aftale vores søn sprang fra inden den første fest. Han besluttede sig nemlig for, at han ville vente med at drikke og i stedet være seriøs med sin cykelsport. Så langt så godt.
Den nye beslutning til trods, havde Lars og jeg meldt os som festvagter til den kommende efterskolefest. Vi mødte troligt op – sammen med 5 andre forældre – i et slidt gammelt forsamlingshus i Jylland. En time senere rullede tre busser op med 150 feststemte unge mennesker mellem 15 og 17 år. Musikken spillede og baren var klar med sodavand, øl, Somersby, babyshots og vodka&juice.
Vi patruljerede både ude og inde. Holdt øje med, at ingen sad og blev kolde i vinternatten eller stenede i et hjørne indenfor. Lad mig sige det helt klart – det var meget søde unge mennesker og de værdsatte, at vi var der og passede på dem. Men mange af dem fik for meget at drikke. Ved 22 tiden begyndte vi at ringe de første hjem, fordi vi ikke var helt trygge ved situationen. Kl.23 stod de unge og brækkede sig på stribe i buskadset udenfor.
På det tidspunkt var jeg lige ved at lukke festen. Men min besindige mand holdt mig tilbage. Heldigvis kulminerede det hele ved 23.30 tiden og herfra var der så bare en lang og udmarvende indflyvning til afhentningen kl. 02.00. En lille gruppe dansede, men rigtig mange havde det dårligt og hang småsovende over hinanden.
Efter den oplevelse begyndte jeg at tale med andre forældre. Reaktionerne på min fortælling var meget forskellige. Nogle var helt på linje med mig og havde tydeligvis googlet de samme informationer og kommet til de samme konklusioner om at forhale ”projekt teenagedruk” så længe som overhovedet muligt. Andre trak på skulderen og refererede til, at de da selv drak første gang da de var 13, så hvad var problemet. De unge måtte bare lære det på den hårde måde.
Jeg tænkte, at der måtte mere oplysning og dialog til. En australsk undersøgelse viste, at hvis forældrene havde en forholdsvis restriktiv holdning til alkohol, så havde det en positiv effekt på de unges alkoholforbrug.
Da min datter blev 14, var jeg personligt lidt bedre klædt på. Vi var tilmed så heldige, at der var en forældre fra klassen, der tog initiativ til at danne en lille alkohol-gruppe. Jeg meldte mig. Vi forberedte et oplæg til de andre forældre. Mødtes til forældremøde og endte med at formulere et udkast til en alkoholaftale, som vi ønskede, at børnene skulle indgå med os og hinanden. Alle forældre bakkede op om aftalen.
Næste skridt var at få børnene om bord på den gode måde. Vi inviterede dem til møde på skolen med hjemmelavede boller og juice. En af de andre forældre holdt et velforberedt oplæg om, hvad alkohol gør ved børns hjerner. Ikke noget dommedag eller skrækbillede. Bare nøgternt og pædagogisk. Så gennemgik vi aftalen ord for ord, linje for linje. Vi sagde, at noget var til debat og forhandling, men andet var ikke. Vi gjorde det helt klart fra starten, at forældregruppen var enige om, at de ikke skulle drikke til fester før de blev 16.
Her er den aftale alle 22 børn endte med at underskrive:
klasses aftale om alkohol og fester
Alle vi elever i 8. klasse på Bagsværd Friskole har indgået denne aftale med hinanden sammen med vores forældre.
Underskrevet af alle børnene i 8. klasse oktober 2016
Det tog en lille time at komme i mål. Børnene kastede sig ind i diskussionerne. De argumenterede med og mod hinanden, fandt kompromisser, fik forhandlet en ekstra time til fest og stillede krav om, at reglerne også skulle gælde for forældrene. Det var ganske enkelt forrygende at være vidne til. Teksten blev renskrevet, mens børnene spillede fodbold og så kom alle tilbage og skrev under, inden A4 arket blev folieret og hængt op i klassen.
Til sidst kom forældrene. To repræsentanter for klassen redegjorde for den aftale de havde indgået, og alle klappede.
For mig som mor føltes det helt rigtigt. Endelig syntes jeg, at det var lykkedes at tage ansvar på en god måde. Ikke bare for min egen datter men for et lidt større fællesskab. Vi havde, som forældregruppe, sendt et fælles signal. Vi stod sammen.
Jeg er da udmærket godt klar over, at dette ikke er en mirakelkur mod teenagedruk. Men jeg hæfter mig ved en bemærkning som faldt, da det gik op for klassen, at forældrene var blevet enige om nultolerance og det ikke var muligt at forhandle antal genstande. Først bredte ramaskriget sig, men så rakte en af drengene hånden i vejret og sagde: ”Vi har da haft det ret sjovt sammen uden alkohol indtil nu, så mon ikke det går”.
