Feel good

Netop hjemkommet fra Malaga, med en glad solbrændt familie og min racercykel i en kæmpekuffert, fik jeg en sms fra min mor på snart 81. ”Ring lige” stod der. Jeg vidste instinktivt, at noget ikke var, som det skulle være. Det viste sig at være rigtigt. Min far på 85 var faldet på cyklen og havde slået sin venstre side blå og gul. De var til undersøgelse på hospitalet. Heldigvis havde han haft hjelm på og han blev sendt hjem med 3 forskellige slags smertestillende og besked om at holde sig i ro i 14 dage.

Det var efter omstændighederne gode nyheder, men det bliver hårdt for min far ikke at være i gang. Hver morgen begynder han og min mor dagen med gymnastik på stuegulvet. Min far, som er ældst, er ikke så godt gående længere, men cykle kan han og cykle gør han. Hver dag næsten uanset vejret kører han sig en tur. Blæser det for meget tager han el-cyklen. Min mor går tur. 1-2 timer hver dag med sine to stave. Selvfølgelig er der noget de ikke kan. Men det de kan, gør de, og de nyder det.

Selv er jeg blevet meget bevidst om min førlighed de sidste 5 år. Ja, jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at jeg er blevet førlighedsgrisk. Jeg har en stærk stigende trang til at være i bevægelse, kunne bevæge mig. Da jeg var barn, dyrkede jeg alt, hvad man kunne af sportsgrene i Skive og omegn. Aldrig på noget højt eliteniveau, bare altid. Senere faldt aktivitetsniveauet, men det at kunne løbe, vandre, cykle, stå på ski var noget jeg tog for givet. Jeg havde en god grundform. Sådan var det i mange år. Sådan er det ikke helt længere.

Ikke, at jeg helt har erkendt det. Indeni føler jeg mig ofte som en ung kvinde på 19, der kan klare det hele.

Tilbage til cyklen og bjergene i Andalusien. En påske med fantastiske ruter, høj sol, 30 grader og et smukt upoleret landskab med appelsintræer og olivenlunde. Masser af højdemeter og stejle nedkørsler. Jeg cyklede sammen med en jævnaldrende kvinde – dvs. 50+. Vi var kåde, nærmest lykkelige. Vi talte om en onkel, der i en alder af 80, stadig bestiger bjerge i Frankrig, og vi delte ambitionen om selv at blive ved mange år endnu.

At det lykkes er ikke en given ting. Denne reservedelsalder jeg er kommet i synes at byde på nye overraskelser hele tiden. Først var det menisken, kikkertoperation og genoptræning. Så meldte venstre skulder sig, så højre albue. Hver gang medfører det besøg hos fysioterapeuten og nye øvelser. Det sidste skud på stammen er, at jeg har lært at stave til Iskias (navnet på den nerve som løber fra den nederste del af rygsøjlen helt ud i tæerne).

Mine forældre har på flere fronter vist vejen. Både ved at holde sig i god form gennem hele livet, men også ved at insistere på at leve et aktivt liv. Hvis jeg vil lege med de næste mange år, er der kun en vej frem. Det er slibe, grunde, male! Slibe, grunde, male! Med andre ord løbende og grundig vedligehold.

Så nu står den på daglige øvelser, hver aften inden jeg sover. Og sammen med min datter på 14 går jeg til yoga en gang om ugen. Det er styrke og core træning. Det helt basale, som skal sikre, at jeg de næste 30 år kan fortsætte med at cykle i hele Europa.

Havde jeg været klog, var jeg begyndt med det for flere år siden. Det er trods alt lettere at være grisk, når man bliver ældre, hvis man har investeret fornuftigt som ung. 

Og ja, jeg kommer nok til at blive lidt for grådig ind imellem og slå mig blå og gul som min gamle far. Men sådan er det vist med alle os førlighedsgriske. 🙂

(Udgivet på LinkedIn den 17. april 2017)

Fire dage efter, at jeg havde skrevet om mit møde med Morten i S-toget, fik jeg en meget sød hilsen via Messenger fra ingen andre end Morten selv.

Det var kulminationen på, at over 30.000 havde læst historien på Facebook og LinkedIn. 1200 havde liket, 180 havde delt opslaget og ca. 60 personer havde taget sig tid til at skrive utrolig venlige kommentarer. Enkelte havde tilmed kontaktet mig direkte og fortalt, at de kendte Morten og at de ville hilse ham fra mig.

Takke være alle disse mange mennesker der læste, delte, likede og kommenterede, nåede min fortælling frem til Morten. Jeg ville stadig ønske, at jeg havde set op fra min iPad den dag og vinket, men nu er der på en måde blevet bundet en smuk sløjfe på det uforløste. Ironisk nok takke være, at rigtig mange mennesker har siddet med næsen i deres computere og mobiltelefoner og læst min fortælling:-)

Nogle gange er de sociale medier faktisk rigtig sociale. Og nogle gange kan den digitale virkelighed gøre noget rigtig rigtig godt for den virkelige virkelighed. 

Tak til alle der læste med.

Nogle gange i livet fortryder man ting, man ikke fik gjort. Ofte kan man gå tilbage og råde bod på det forsømte, men andre gange er det et helt særligt moment, som bare ikke kan gribes igen og er forsvundet for al tid.

Den anden dag tog jeg toget på arbejde fra Bagsværd st. til Nørreport. Jeg havde tjekket ind med rejsekortet, S-toget buldrede ind på perronen og jeg bevægede mig mod bagerste vogn, da en unge mand henvendte sig til mig. ”Kører det her tog til Buddinge?” Spurgte han.

Det var en ung mand med Downs syndrom. ”Ja det gør det,” sagde jeg og vi bevægede os sammen hen mod den åbne togdør. ”Skal jeg hjælpe dig med at komme af på den rigtige station?” Spurgte jeg. ”Ja tak” svarede den unge mand, og vi gik ind og satte os i den samme kupe.

”Jeg hedder Morten,” sagde den unge mand og rakte hånden frem mod mig. Jeg tog hans hånd, smilede og svarede: ”Jeg hedder Henriette, hvad skal du i Buddinge?” Morten begyndte at fortælle, men pludselig blev jeg bevidst om, at vi sad og snakkede i en stillekupe. ”Hov” sagde jeg, ”vi sidder i en stillekupe.” Morten lagde pengefingeren på læben og sagde: ”Shhhhhhhhhhhh.” Så smilede vi til hinanden som to uvorne unge ude på narrestreger.

Damen over for os mumlede: ”Det går nu nok.” Og jeg fornemmede, at hele den tavse kupe sendte os accepterende vibrationer. Men Morten og jeg talte ikke mere sammen, vi nøjedes med at udveksle indforståede blikke.

Fire minutter senere rullede toget ind på perronen i Buddinge. ”Det er her du skal af,” hviskede jeg. ”Tak,” svarede Morten hviskende tilbage. Jeg fulgte ham med øjnene. Så hvordan han kom uden om den cykel der stod i vejen, ud ad døren og ud på perronen. Så vendte jeg mig mod min taske, fiskede iPaden op og begyndte min morgenrutine med at tjekke dagens mails. Inde i mig bredte sig en dejlig varme, den varme man kun mærker, når man har mødt et andet menneske, som man instinktivt rigtig godt kan li.

Da toget nåede Nørreport, pakkede jeg mine ting sammen og steg af. På perronen henvendte en dame sig til mig og sagde: ”Du så slet ikke, at han vinkede til dig, da toget kørte.” Mit hjerte brast.

Jeg ønskede, at jeg kunne rulle tiden tilbage. Så ville jeg sørge for, at vi satte os i en talekupe. Jeg ville lytte til fortællingen om Buddinge og jeg ville for alt i verden have kigget ud ad vinduet da toget kørte fra Buddinge og jeg ville have vinket.

Hvis nogen kender Morten fra Bagsværd så hils ham fra mig. Det var så fint at møde ham i toget den morgen. Det var et af livets små unikke øjeblikke, som jeg godt ville have grebet endnu bedre og mere nærværende. 

Men, mit hjerte vinker endnu:-)

NB! Efter nogle dage kom der endnu en krølle på fortællingen. Læs her.