I vores familie har valgdag altid været lig med festdag. En valgdag bliver lagt i kalenderen. Vi koordinerer, hvornår alle er hjemme. Og så følges vi ad for at stemme på Skovbrynets Skole. Børnene har været med, lige siden de lå i babyliften. Det har for os altid været en naturlig del af deres demokratiske opdragelse.
Nu er de blevet 15 og 17. Så denne gang havde vi skruet en lille smule op for demokrati-skolen. Vi skulle deltage i et lokalt vælgermøde med spidskandidaterne fra partierne. Mødet fandt sted en mandag aften for en uge siden. Vi var alle lidt trætte, men en aftale var en aftale, og afsted kom vi.
Cafeen på Telefonfabrikken i Søborg var stuvende fuld. Vi fandt et bord bagerst i lokalet og spiste valgbolsjer. Formen var traditionel. Hvert parti fik 3 minutter til den indledende runde – der var 10 i alt. Derpå fulgte spørgsmål fra salen.
Efter en time tænkte jeg, at denne gang var vi måske gået for vidt i vores iver efter at lære børnene om demokratiets glæder. En borger havde bidt sig fast med spørgsmål til sin helt egen personlige sag, som egentlig ikke var særlig relevant for de øvrige 70 i rummet. Jeg fornemmede, at børnene søgte mod mobiltelefonerne under bordet – og jeg kunne egentlig godt forstå dem. Diskussionen var ikke særlig spændende.
To timer og et kvarter senere var det hele slut. Debatten havde været vidt omkring og sluttede med et fokus på de unge, banderne og Værebroparken. Jeg hilste på et par af de lokale politikere, som jeg kendte fra tidligere. Komplimenterede den kandidat, som jeg ville stemme på, og som, helt objektivt, havde klaret det bedst :-). Så søgte jeg familien.
De stod og ventede på mig. Sammen gik vi tilbage til bilen. Her gik det op for mig, at alle var dybt optaget af aftenens møde. Sønnike havde været henne for at hilse på en kandidat, der ville gøre noget særligt for de utilpassede unge. Datteren var i fuld gang med en analyse af samtlige kandidater og faderen klogede sig med hende. Snakken gik på, hvem der bedst kunne lide hvem, og hvem børnene ville stemme på, hvis de kunne stemme. Jeg blev helt fornøjet. Især fordi teenagerne meget let gennemskuede, de politikere der bare skældte ud på andre og ikke selv fortalte, hvad de ville gøre anderledes. Men også fordi jeg mærkede en utålmodighed hos dem begge for at få lov til at stemme.
Nogle dage senere sagde min datter til mig: ”Mor, hvis dig og far stemte på nogle andre, så ville Thomas og jeg sikkert også holde med nogle andre.” Og ja, sådan er det jo ofte. Vi forældre former vores børn på godt og ondt. Men jeg tænkte i mit stille sind, at bevidstheden om, hvad der former os, vel er første skridt på vejen til at tage selvstændig stilling resten af livet.
På næste tirsdag går vi i samlet flok ned ad Vandkarsevej og hen til valglokalet. Ungerne er nok blevet så store nu, at de ikke må komme med ind i boksen og sætte krydset. Men vi holder fast i traditionen, og næste gang der er valg, kan sønnike med stor sandsynlig selv stemme.
Jeg håber, at alle andre gør som jeg den 21. november – og går hen og stemmer. For det er et kæmpe privilegie at have den ret i et frit og demokratisk samfund. Hvis ikke I har gjort det før, så tag børnene med denne gang og gør det til en familietradition.
God valgdag!
(Offentliggjort første gang på LinkedIn den 12. november 2017)